Yamaha Aerox
17.998 kr. + levering.

Kent Christensen anmelder her Yamaha Aerox:

Yamaha Aerox blev introduceret på det danske marked kort før nytår, hvilket ikke gør den til den model man ser mest i gadebilledet. Den fås i tre farvekombinationer: gul/sølv, rød/hvid og blå/sølv. Min egen blev købt nedsat, da det var en demomodel, hvilket gjorde at jeg måtte affinde mig med farven (gul/sølv).

Aerox'en er monteret med den samme vandkølede motor som Aprilia SR 50 LC, men monteret med en anden udstødning, som efter min mening giver en Aerox'en en fordel i acceleration hvis begge er utunede. Aerox'en er udstyret med skivebremse både foran og bagi, hvilket kun kan være en fordel.

Daglig brug:
Aerox'en har en hidtil ubrugt detalje, nemlig at hjelmrummet kan åbnes fra tændingslåsen. Dette viser sig efter noget tid at være en nem og logisk detalje, da det gør det hurtigere at få adgang til rummet. En anden detalje er, at der ikke er noget håndtag at hive i når scooteren skal op på foden. Istedet er der en strop bag sædet. Løsningen er anvendelig, men langt fra smart, da stroppen efter noget tid sikkert vil gnave i sædet. Instrumentbrættet er lavet anderledes end på de fleste scootere. Der er digitale instrumenter til brændstofstand og vandtemperatur, i form af to søjler. Ved siden af sidder et analogt speedometer, som er uforholdsmæssigt lille i sammenligning. Her synes jeg at designet er gået lidt ud over anvendeligheden. Det skal dog siges at man mod merpris kan få en omdrejningstæller monteret, hvilket nok vil få det til at se mere normalt ud.

Selv om det er en helt ny model, er den alligevel monteret med manuel choker, hvilket jeg personligt er glad for, da jeg håber det i længden giver færre problemer. Chokeren er for øvrigt nem at dosere, og scooteren starter altid øjeblikkeligt. Når det bliver mørkt bemærker man at der er både lavt- og højtlys, hvor man må betegne begge dele som af middelmådig styrke, men absolut brugbart.

Modellens oliepåfyldning er placeret akavet i et rum under hjelmrummet. Det er meget svært at påfylde uden en tragt, og det er umuligt at se hvor meget der er i tanken.

Motor:
ligner en tuntype. Motoren yder i Yamaha-udgave 3,8 HK ved 7000 o/min, utunet. Transmissionen i standardtrim lader scooteren accelerere meget kvikt til sin topfart, som er ca. 55-65 km/t, afhængig af vind og terræn. Fjerner man begrænseren i transmissionen, samtidig med at blændrøret i udstødningen lukkes, bibeholdes accelerationen, mens topfarten hæves til ca. 75-80 km/t.

Det skal siges at vandkølingen af motoren, giver motoren en meget "ren" lyd, som er noget mere behagelig end den sædvanlige lyd af en luftkølet motor.

Benzinforbruget i standardtrim er omkring 22-25 km/l. Efter modifikationerne forbedres økonomien væsentligt til mellem 26 og 32 km pr. liter 92, hvilket må betegnes som pænt.

Køreegenskaber:
Aerox'ens affjedring er sat op til at matche udseendet, hvilket vil sige sportsligt. Man føler virkelig hvad underlaget består af, hvilket kan være noget trættende i længden. Den faste affjedring gir så samtidig nogle fordele på jævn asfalt, som jeg nødigt ville undvære. Den er simpelt hen ikke til at rive af et tørt stykke asfalt, man har en meget god føling med scooteren Skridgrænsen er der meget langt ud til, så man kan virkelig komme kvikt gennem byen. De 13" store hjul har også deres andel i den sportslige optræden. Der er ikke tale om ballondæk, men et lavprofildæk næsten uden mønster (spændende i regnvejr!).

Bremserne er godt dimensioneret. Man lærer hurtigt at værdsætte den bagerste skivebremse, som har et stort overskud og samtidig er meget let at dosere. Den forreste bremse er magen til den bagerste og føles ligesådan. Ved opbremsnings føles forgaflen noget blød, og den kan sagtens bremses i bund.

Alt i alt er Aerox'en meget engagerende at køre på, men man skal være opmærksom på den sportslige affjedring. Bremserne har et stort overskud i kritiske situationer, og skridgrænsen skal lede længe efter.

Tuning:
Aerox'en har de samme tuningsmuligheder som de fleste andre scootere. Den er meget kvik når de fabriksmonterede begrænsninger fjernes. Man skal derfor gøre op med sig selv om man har brug for mere.

Da jeg selv har kørt en del motorcykel, savner jeg naturligt nok noget hastighed på scooteren. Derfor har jeg planlagt at montere et 70 ccm tunsæt på den, sammen med en anden variator, som skal give motoren nogle flere omdrejninger under acceleration. Dette vil sammenlagt koste 1850 kr. incl. tysk moms. Senere skal det muligvis suppleres med en 17,5 mm karburator, som koster 580 kr. med moms.

Thomas Nikolajsen supplerer her med yderligere informationer om tuning:
Jeg fjernede begrænsningen ved gearingen og monterede et PROMA tunings udstødning (Pris ca 1200).
Det der er galt med den anden udstødning er, at den er med KATALYSATOR og det beskriver I ingen steder.
Den køre helt fantastisk med den nye udstødning ca. 90 km/t.

For:

Meget stabil

Høj skridsgrænse

Gode bremser

Økonomisk

Hurtig som standard

Nem i brug

Problemfri
(endnu)

Imod:

"sportslig" affjedring

Dum oliepåfyldning

Forgaffel kan bremses i bund

Ulogiske instrumenter

Strop istedet for håndtag

 

Tekniske specifikationer:

-13" hjul
- skivebremse for og bag
- teleskopforgaffel
- 4,5 l tank.
- vægt: 88 kg.
- elstart mv.