Knallertkørere lever livet farligt
Mange knallertkørere glemmer hjelmen, blæser på færdselsloven og er
lidt for ivrige med skruenøglen. Det viser en landsdækkende knallertkontrol,
som Rigspolitiet har gennemført.
Tal fra Rådet for Større Færdselssikkerhed viser, at det er mere end 50
gange så farligt at køre knallert som at køre bil, men det afholder ikke
landets knallertkørere fra at blæse på reglerne.
Det viser en landsdækkende knallertkontrol, som Rigspolitiet netop har
gennemført.
I alt 1.410 knallerter og deres førere blev standset og tjekket for
blandt andet spirituskørsel, knallertbevis til lille knallert, kørekort til
stor knallert og brug af styrthjelm.
Ialt måtte politiet skrive 757 rapporter.
23 kørte med for meget alkohol i blodet, 111 brugte ikke styrthjelm, og i
577 tilfælde kørte folk på gangstier og fortove eller havde passagerer
bagpå.
152 knallertkørere havde været lidt for ivrige med skruenøglen, og fik en
bøde for at have lavet konstruktive ændringer på motoren eller gearet, så
knallerten kunne køre hurtigere end tilladt.
Derudover standsede politiet 46 personer, der ikke havde knallertbevis
til lille knallert, og fem, der ikke havde kørekort til stor knallert.
Så sent som i går eftermiddags kom to personer på en knallert alvorligt
til skade i Horsens, da de ramte en personbil. De to personer på knallerten
blev efterfølgende indlagt på Horsens Sygehus med formentlig kraniebrud og
lårbensbrud. Ingen af de kvæstede bar styrthjelm, oplyser Sydøstjyllands
Politi.
Kilde: Jyllands-Posten 12/6-2007 |